Glamsbjerg Sogn - Glamsbjerg Kirke - Køng Kirke

2.påskedag den 13. april 2020

Glædelig påske – det må lyde igen og igen. Påsken er kirkens største højtid. Al gudstjeneste bygger på påskens begivenheder. Hvis vi kunne mødes i kirken skulle vi synge: 236 ”Påskeblomst, hvad vil du her”, 241 ”Tag det sorte kors fra graven”, 249 ”Hvad er det at møde den opstandne mester”, 232 ”O salig påskedag” , 233 ”Jesus lever, graven brast” og 234 ”Som forårssolen morgenrød” og 218 ”Krist stod op af døde”

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. 

 Johannesevangeliet 20,1-18

Refleksion:

”Smart i en fart” sagde mine drenge for få år siden. ”Smart i en fart” opfatter jeg som et udtryk for, at man skal være på dupperne med alt nyt udstyr, nye udtryk og nye bevægelser. Med 2.påskedags evangelium kan vi også blive helt forpustede – for kan vi følge med i alle de oplysninger, vi får i det fortættede evangelium? Først kommer Maria Magdalene til graven. Hun henter Simon Peter og den anden discipel og de to løber om kap ud til graven. Da de begge går igen, bliver Maria alene dér ved graven, og her udspiller der sig et stille drama. Det er dét stille drama, jeg vil tage fat på i dag. Maria kom fra byen Magdala deraf hendes tilnavn Magdalene. Så vidt vi ved, har hun forladt sin by for at følge Jesus ligesom de udvalgte disciple. Gennem årene er der blevet spundet mange historier og myter om Maria fra Magdala: Var hun en rig enke? Var hun prostitueret? Var hun Jesu elsker? Det sidste promoveret i filmen ”Da Vinci mysteriet”, som havde kæmpe succes for nogle år siden. Men altså det er opdigteri, myter og, hvis man skal være flink, på kanten til at være løgn. Maria fulgte Jesus, som mange andre kvinder gjorde.

I dag møder vi Maria Magdelene ved graven, fordi hun måtte berede sin Herre og mester til en traditionel jødisk begravelse, hvilket hun og de andre kvinder var blevet forhindret i, da det blev lørdag og sabbatsdag, hviledag.

Hun viste sin trofaste hengivenhed. Særligt, da de mandlige disciple var flygtet over hals og hoved, svigefulde, som de var, da blev kvinderne. De fulgte med i den farceagtige retssag mod Jesus. De forsøgte at råbe Jesus fri, men blev overdøvet af menneskemængden, der råbte Barabbas fri. Efter dommen fulgte de med ud til hovedskalsstedet uden for byen på bakken. Kvinderne så ham udånde. De så ham dø. De så til på afstand, men de kunne bevidne, hvad der var sket. Efter sabbatten, søndag morgen, mens morgenen endnu er mørk, går Maria Magdelene fra byen ud til haven, hvor Josef af Arimatæa havde lagt Jesus i gravhulen og rullet en stor sten for. Det er her, hun kan være tæt på ham til trods for, at han er død. Da hun opdager, at stenen, som blokerede graven, er rullet til side, og at graven er tom, bliver hun chokeret og overrasket. Hendes spontane slutning er, at nogen må have stjålet hans døde krop. Hun forventer altså ikke Jesu opstandelse. Hun står grædende ved graven og stirrer ind i det ubegribelige mørke, som møder hende efter det største tab i hendes liv. Bag sig hører hun nu fodtrin og en stemme, som spørger hende: ”Kvinde, hvorfor græder du? Hvem søger du?”

Og sorg kan forandre vores måde at opfatte virkeligheden på. Også det velkendte kan blive fremmed. Hun burde have genkendt stemmen, eftersom hun har lyttet til den i flere år. Hun tror, at det er gartneren, som passer gravpladser, der taler til hende.

Hun svarer: ”Jeg søger efter min mester, men han er her ikke. Jeg ved ikke, hvor de har lagt ham”. Stemmen kalder hende ved navn: ”Maria”. Sorgens tåger letter - i ét nu fyldt af forundring vender hun sig om og ser, Jesus stå lyslevende bag hende.

Replikskiftet mellem Jesus og Maria er uendelig betydningsfuldt for vores tro! For den opstandne Jesus er ikke en uvirkelig vision. Han er vores levende Herre, som kalder os ved navn og husker os hver især – også os, der ikke måtte være stærke i troen. Det er ham vi for tid og evighed, er døbt til at tilhøre. I dåben blev vort navn nævnt sammen med Jesu navn og med hans himmelske Faders og Helligåndens navn.

Og den morgen for så længe siden, er det grundlag, vi fejrer påske på i dag. Det drejer sig ikke om at komme først. Det drejer sig om, at vi bliver tiltalt. Tiltalt med Guds kærlighed gennem Jesu opstandelse og med håbet om alles opstandelse og plads i Guds Rige med navns nævnelse. Marias ord: ”Jeg har set Herren” er påskens første forkyndelse. Påsketro er troen på, at døden er blevet indhentet, at døden tabte kampen, livet får det sidste ord i verden. Og Maria fra Magdala sendes fra de dødes have og ud i de levendes Land, og vi med hende ud i verden med opstandelsens håb og kærlighed i ryggen Derfor svarer vi Guds kald: ”Han er opstanden – ja, han er sandelig opstanden” Amen.

cookie information