Glamsbjerg Sogn - Glamsbjerg Kirke - Køng Kirke

Skærtorsdag den 9. april 2020

 

Gudstjenesten i dag skulle have været noget helt særligt – ja, mere særligt end gudstjenester altid er.

I samarbejde med hjemstavnsgården og kirken ville vi have gået på byvandring og samlet os i vores middelalderkirke til skærtorsdags-andagt og et nadvermåltid som skulle være et forskud på himmeriget. Samarbejdet er også et udtryk for at kirke og samfund samarbejder, interagerer og har hinanden fornødent: kirke og samfund har noget at give hinanden.

Hvis vi kunne mødes skulle vi synge salmebogens nummer 321 ”O kristelighed” 366 ”Nogen må vige i verdens nat” 367 Vi rækker vore hænder frem” og 599 ”Lov og tak og evig ære ske dig”

Men sådan bliver det ikke i år – men næste år taler Hjemstavnsgården og jeg sammen igen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« 

 Johannesevangeliet 13,1-15

Evangelisten Johannes, som vi slår følge med i dag, nævner ikke, som de øvrige 3 evangelister, indstiftelsen af nadveren. Jeg mener ikke, at der kan være tvivl om, at Johannes har kendt til Jesu sidste måltid med disciplene, og hvad der skete denne særlig aften. Jeg tror derimod, at Johannes vil give en tydning af nadveren: En tydning, som ligger ham på sinde og som kommer stærkt til udtryk i fortællingen om fodvaskningen.

Det centrale for Johannes er at få fortalt, at Gud er i blandt mennesker som tjener. En anfægtelse for tanken - og måske i øjeblikke også en anfægtelse for troen. For det er et kors for troen, at Gud er ydmyg og tjenende. Sådan opfører en "rigtig" Gud sig ikke, skulle man mene. Jeg vil vove den påstand, at hvis Jesus Kristus hele vejen igennem havde ladet mennesker behandle sig efter hvordan god opdragelse og almindelig takt og tone har lært os, så havde intet været forandret ved Guds tilstedeværelse i verden!: Hver gang Jesus bryder menneskelige konventioner og forventninger til, hvordan en Gud opfører sig, ja, da sker der noget med mennesker og i sidste ende også med verden.

Gud har været midt iblandt os, som den der tjener. Han har været her og vist os, at han elsker os. På baggrund af den kærlighed, Gud møder os med, er det, at vi sendes ud for at give den videre til andre. Og når evangelisten Johannes placerer fortællingen om Jesus, der vasker disciplenes fødder på nadverens plads, så understreges det meget kraftigt, at tjenestens udspring er gudstjenesten og særligt nadveren.

Alt det meget, vi gør i vort liv; Alt det, vores næste gør for os - ja, den tjeneste må hente sin kraft og energi i nadverens forkyndelse af Guds kærlighed til os. Guds kærlighed tydeliggøres i brødets og vinens skikkelse, når Ordet forbindes med Jesu Kristi legeme og blod med vores, og vi får at vide, at vi er elsket.

Derfor må vi igen og igen søge til nadveren for dér at høre det grænsesprængende budskab: Også du er mit elskede barn - din synd er sonet - gå ud herfra som et frit menneske. Samtidig med at evangeliet sætter os fri fra det, der har bundet os, følger en fordring om at tage ved lære af Jesu tjeneste og gensvare hans kærlighed ved at tjene andre.

Det helt centrale i kristendommen som kommer til udtryk netop Skærtorsdag, ja, det er, at evangeliet - budskabet - lyder først. Først vaskes disciplenes fødder af Jesus og ud af denne kærligheds handling følger så fordringen til at møde vore medmennesker med omsorg.

Først når vi er vasket, skal vi gå ud og gøre ligeså.

Først når vi har hørt Guds ord om kærlighed til os selv  og næsten, hænger vi på forpligtetheden. Dybest set handler både nadverberetningen og beretningen om Jesus, der vasker disciplenes fødder om, hvad det vil sige at være menneske. At være menneske er at være elsket og være sendt. En kærlighed, der må siges at være på trods. Til trods for verdens angst for Guds magt, en angst, der blev så stærk, at de (vi) måtte korsfæste Gud, lod Gud det blive påskemorgen. Ikke kun for kvinden med salvekrukken og røveren på korset, men lige fuldt for Peter og Judas og alle de andre herrens disciple de seneste 2000 år. Indbefattet dig og mig. AMEN

Bøn: (Fra ”Gudstjenestens Bønner I” side 69)

Jesus, vores bror, igen indbyder du os til at spise med dig.

Du giver os himmelbrød og hjerteblod, og vi får del i dit liv og din død.

Tak fordi du viser os at du hører sammen med os.

Nu beder vi dig:

Lad os aldrig glemme at du sidder til bords med os, når vi spiser. Mind os om, at vi skal dele alting med hinanden, og lad os ikke få held til at skrabe til os for øjnene af dem der intet har.

Du gav hele dit liv bort, tag nu det fra os, som andre har mere brug for, du som selv har bøjet dig for os, Fader, Søn og Helligånd, livets Herre. Amen

cookie information