Glamsbjerg Sogn - Glamsbjerg Kirke - Køng Kirke

Søndag den 17. maj 2020 i en coronatid, 5. søndag efter påske

Søndag den 17. maj 2020 i en coronatid, 5. søndag efter påske

Kære menighed

Det er atter blevet søndag – og en refleksion kan nydes eller smides væk.

En glædelig nyhed er det, at kirkerne åbner for gudstjenester igen. Derfor, gør jeg hermed opmærksom på, at vi fejrer gudstjeneste i Glamsbjerg kirke, Kristi Himmelfart, torsdag den 21. maj kl. 10.30. Gudstjenesten bliver genkendelig, men vi skal nok sidde med lidt afstand, men det går nok, for vi kan mødes og glædes ved det største glædelige budskab, nemlig evangeliets, musikken, bønnerne – så kom med frimodighed. Jeg glæder mig til højt at sige: ”Kære menighed”

Min mor har fortalt, at jeg jævnligt gik i kirke før min konfirmation. Jeg kan ikke selv huske det. Under konfirmationsforberedelsen skulle vi konfirmander gå i kirke 10 gange, og jeg fortsatte med at gå i kirke efter min konfirmation. Først ved min konfirmationspræst siden, efter et præsteskifte hos den nye præst, som siden er blevet en god kollega og en nær veninde.

Jeg husker, at jeg fangede meget af prædikerne, jeg holdt af salmerne og elskede rytmen i gudstjenesterne. Men der var noget, jeg ikke kunne greje: Der var et tidsbegreb, jeg ikke kunne greje. Der var ingen kronologi i evangelierne, som de blev læst ved gudstjenesterne. Julebudskabet var til at forholde sig til, for der var en genkendelig ramme. Og dog: Jesus var den ene uge nyfødt og få uger efter 12 år gammel. Så kom påsken buldrende og Jesus var pludselig 30 år og måtte dø. Så gik det galt, for lige pludselig var Jesus igen på jorden for at tage afsked, selvom han i påsken var død på korset- og så bliver man, som stor teenager, rundforvirret siddende dér på kirkebænken! Tiden mellem påske og Kristi himmelfart forkludrede det hele… Som teenager sad jeg dér på kirkebænken og nød gudstjenesterne, men jeg var også rundforvirret over den manglende kronologi, for jeg higede efter en sammenhængende historie. Jeg higede efter at forstå

Hvis vi kunne mødes i kirken skulle vi synge fra salmebogens nummer:

313 Kom, regn fra det høje

312 Sandheds tolk og taler

294 Talsmand, som på jorderige

321 O kristelighed

208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte (nadversalme)

56 Jesus er navnet

Husk at salmernes tekster og melodier kan findes på www.salmebogenonline.dk

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

 Johannesevangeliet 17,1-11

 Refleksion:

Rundforvirret- det kan jeg godt forstå, at man kan blive af dagens evangelium. Kronologien bliver forskudt, rykket og fremtiden bliver til fortid… Vi er tilbage i påskedramaet denne søndag. Rundforvirret for her 5 søndage efter påske, møder vi atter Jesus. Det er som om vi føres tilbage i tiden af evangelisten Johannes for lige at få opsummeret, alt hvad der skete dengang i påsken. Hvad var det Jesus sagde? hvad mente Jesus egentligt? hvad skal vi gøre?

Når vi sidder ved et dødsleje, lytter vi opmærksomt og tillægger den døendes sidste ord ekstra betydning. Vi vil helst ikke gå glip af noget, og vi tyder hvert et ord og bevægelse fra den døende, for de kommer lige fra hjertet.  Vi tyder ordene og tillægger dem betydning for samlivet og det fællesskab, der har været etableret. Hvis man ved, at et menneske nærmer sig den sidste tid, så er det som om, at det er hjerteord, betydningsfulde ord, der siges – ingen small-talk. Ordene der siges, har en hel særlig betydning.

 Vi føres i dag tilbage til påskens begivenheder. Det er Skærtorsdag aften, og Jesus taler. Jesus har talt til disciplene forud for dette møde. Han har talt direkte til disciplene, har han undervist, prædiket og belært. Men denne aften er anderledes. For i aften taler Jesus i en bøn til Gud – vi og disciplene er vidner derpå!

Her oplever disciplene på en helt særlig måde, hvad der ligger Jesus på hjerte. Her i bønnens samtale med Gud viser det sig, hvordan Jesus tænker om sine disciple, og hvad hans ønsker for dem, når han snart skal dø.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord

Han beder om fællesskabets beståen, også når han er død. Jesus siger ikke at disciplenes forhold til ham, er opstået ved at de forstod ham. Eller ved at de har gjort de rigtige ting eller ved at de siger det rigtige. Nej, disciplene er kommet i et forhold til Jesus, fordi Gud gav dem fællesskab med ham. Fællesskabet med Gud er en gave fra Gud. Troen er Guds gave. Gud har valgt disciplene, og Gud har valgt os. Fællesskabet med Gud er givet af Gud. Det er udgangspunktet for os alle. Det er godt at vide, at troen og fællesskabet konstitueres af Gud. Især når disciplene i dagene der kommer efter skærtorsdag må sluge den bitre pille af skam, bittehed fordi de svigtede. Genkender vi det?!

Menneskeligt fællesskab er kendetegnende ved, at nogen er med i fællesskabet og andre ude. Det sidste taler vi helst ikke om, for vi/flertallet har besluttet, at fællesskab udelukkende er et positivt ord. Det er det ikke. Fællesskaber kan være forlorne og fyldt med sladder og ondt i sinde. Det kendte Jesus godt. Han blev tit anklaget for at være blandt de forkerte mennesker; anklaget for at tolke den jødiske tora forkert. Jesus blev hånet for sine meninger.

 Er det også sådan i det kristne fællesskab? Givetvis. Men er det så kristent?. Ved navn: sikkert. Men af gavn? Vi kan ikke definere, hvad der er er et sandt kristent fællesskab! For, det er ikke i vores magt. Det er Guds. Indgangen til fællesskabet er givet af Gud. Gud har valgt – uanset om vi kan lide det eller ej. Det er altså Jesus Kristus der definerer det kristne fællesskab, og derfor beder han: ”Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig.”

Jesus er på vej væk. Væk fra denne jordiske verden. Efterlader disciplene uden det helt konkrete fysiske nærvær, som de har været vant til. Og hvad er Jesu bøn for dem:

”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” Gud må holde dem fast ved sit navn. Mens Jesus var hos dem, så var det ham, som holdt dem fast. Nu må Gud holde dem og os fast, så vi kan være ét ligesom Jesus og Gud Fader.

De skulle være ét, men problemet er, at vi kommer til at høre ordet ”ét” som ens. At være ens er ikke Jesu budskab. Vi skal blive ét. Og det er noget ganske andet. Vi skal blive ét – ligesom Jesus og Gud Fader er ét. Og de er på ingen måder ens. Vi tror på en treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd. Tre vidt forskellige personligheder, forskellige udtryksmåder og forskellige opgaver og forskellige måder at vise sig på. De er ét sammennyttet i kærlighed. Det er også det, vi skal være i kirken og i alle fællesskaber. Vi skal være ét. Vi skal ikke være ens – eller prøve at ensrette mennesker, så de ligner os- og allerhelst mig! Vi skal være ét. Hver og én er vi udvalgt af Gud. Skænket troen som en gave som kommende dumpende fra himlen. Der er ikke noget at forstå, men noget at gøre i tillid til fællesskabet.  Vi skal ikke være ens – vi skal være ét. Amen.

 

Bøn: (fra ”Gudstjenestens Bønner II” side 284 ff i uddrag og redigeret)

”Priset være du, Herre, alfa og omega, begyndelsen og enden. Du som er, var og som kommer.

Din himmel og jord er et skønt syn. Her er alt oplyst af din stråleglans, for du bor sammen med os. Kirsebærtræerne blomster og giver os liv og sødme hver af årets måneder.

Byen er fuld af latter og gaderne belagt med blå stjernetæpper, for du har tømt endeløse skåle med håb og godt nyt over os. Amen.

4. søndag efter påske i en coronatid, søndag den 10. maj

 

Også i dag må vi sende en tanke til sognets konfirmander. Denne søndag skulle have været en stor flok unge menneskers festdag. En fest der ville tage sin begyndelse i kirkerne og fortsætte i stuerne hjemme eller på kroen, forsamlingshuset eller i telt i haven. Konfirmationerne er udsat til september.

Her op mod weekenden får vi nye instrukser ift. kirkernes muligheder efter den 10. maj. På hjemmesiden vil jeg gøre opmærksom på, hvad sundhedsmyndigheder og regering melder. Ligeså på facebooksiderne: ”5620glamsbjerg” og ”køng/Gummerup/højrup” – ellers er I velkomne til at kontakte mig på mail: adt@km.dk eller telefon  64 72 10 74.

Hvis vi kunne mødes i vores kirker på søndag skulle vi synge fra salmebogen nummer:

725 Det dufter lysegrønt af græs

29 Spænd over os dit himmelsejl

397 Trods længselens smerte

249 Hvad er det at møde den opstandne mester

772 Til vor lille gerning ud

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Johannesevangeliet 8,28-36

Refleksion:

Nøglen til sandhed er erfaring. Sandhed har noget med erfaring at gøre, fortæller Jesus os i dagens evangelietekst. Sandhed får ikke lov til ”bare” at blive ved tanken eller et postulat. For Jesus fortæller os, at sandhed er noget, der skal gøres (Joh 3,21). Erfaring er altså nøglen til sandheden.

”I vil lære sandheden at kende og den vil gøre jer frie.” læser vi i dag. Sandhed er altså ikke noget, der kommer som en objektiv, målbar størrelse. Sandheden er en proces, der forløber i erfaringen. Noget vi stykkevis skal lære at kende for til sidst at kende fuldt ud.

Jesus forventer ikke at dem, der lytter til hans ord, at de fanger det hele på én gang. Han forventer ikke, at vi forstår Guds ord gennem fornuft eller forskning. Vi vil lære sandheden at kende ved at blive i ham, i Ordet. Sandhed erkender vi gennem erfaring.  

Den erfaring opnår vi, hvor vi lytter til evangeliets ord og er til stede i et kropsligt nærvær, når vi døber, når vi går til alter, når vi beder, når vi bliver velsignet, når vi anråber Gud og når vi synger. Da er vi i Jesu Ord, da bliver vi disciple, da vil vi i brudstykker lære sandheden at kende og den vil sætte os fri. Sandhed er at kende Gud gennem Kristus.

Sandhed har i løbet af menneskets historie, antaget mange forskellige forklædninger. Engang stammede vi direkte fra Adam og Eva. I dag er de symbolske prototyper for springet fra barn til voksen, hvor bevidstheden sætter sig igennem. Engang bedyrede videnskabsfolk, at jorden var flad, og det troede vi alle. Så blev den sandhed punkteret. Jorden er nu rund. Men ikke for alle. I de seneste år er nogle nemlig blevet overbevist om, at jorden i virkeligheden er flad.

Det handler ikke længere om, hvad sandheden er, men hvad vi hver især oplever og føler som sandt. Sandt er kun det, der giver mening for den enkelte. Sandhed er blevet relativ. Værdier er blevet relative. Men hvor meget frihed har det givet os? Det er et paradoks ved nutiden. I vores omgang med hinanden hylder vi sandhedens relativitet og den totale frihed til at gøre alt – inden for straffelovens rammer – selvfølgelig!

Naturvidenskaben forsøger at beskrive den verden, vi lever i.

Kristendommen fortæller, hvordan vi kan leve i denne verden med hinanden.

Kristendommen har ingen teorier om energiens konstans eller om DNA’ets struktur. Der findes ingen ”kristen videnskab”. Vi snakker i stedet om dogmer, symboler og lignelser. Et dogme er en anskuelse, der åbner for en bestemt tilgang til tilværelsen – uden at dogmet dermed siger alt om alting. En lignelse fortæller heller ikke alt, men den åbner gennem himlens port for en vej til livet.  

Friheden inviterer sandheden op til dans. Frihed er tilsyneladende at gøre, mene og handle i sandhedens navn – for sig selv! Sandheden er sandhed for den enkelte – og ikke for alle. Min frihed er vigtigere en alles frihed. En fælles frihed.

I dag er der en tendens til at være aktive i det, hvor vi personligt får noget ud af at være. Det skal give mening for mig at lave frivilligt arbejde. Det skal give mening for mig at være gift. Det skal give mening for mig at arbejde. Hvad får jeg helt konkret ud af dette forhold? Hvad giver dette venskab mig? Hvad giver familielivet mig? Det er vigtigt for mig med økonomisk frihed – jeg vil ikke være bundet af nogen eller noget!

Martin Luther havde et godt udtryk for det menneske, der er faldet for den tro, at ”mig” er udgangspunkt og endepunkt for alt i livet. Luther kalder det at være ”indkroget i sig selv”. Paradoksalt er man dermed bundet til sig selv i en grad, så der er ikke er plads til andre – en bundethed til sig selv og dermed en ufrihed i al stræben efter frihed!

Måske har vi i verdenshistorien aldrig været mere bundet, end vi er nu? Bundet til vores ensomhed, bundet til vores frygt for at blive svigtet, frygt for at fejle – svare forkert – frygt for at gifte os med den forkerte, frygten for at få børn, der spolerer det glansbillede, som helst skal omringe vores liv.

Som kristen er du på én og samme tid en fri herre over alle ting og ingen undergivet og i alle ting en træl, skyldig at være tjeneste, og enhver undergivet.

Sand frihed handler mest af alt om at sætte sig selv til side og tjene det andet menneske. Når vi gør den sandhed – at tjene – da lærer vi, at den sætter os fri. Amen.

Bøn: (Fra ”Gudstjenestens bønner II” siden 244)

Jesus Kristus,

Du opstandne Herre, din kærlighed gør blind, og du giver os nye øjne at se med.

Vi beder dig:
Driv resterne af nattens mørke, uroen, vreden og sorgen ud af vores øjne.

Få morgendisen til at forsvinde som dug for solen, hurtigt og sporløst, så vi ser os selv i dit klare lys,

Ser at vi er befriet af dig,

Fordi din kærlighed soner alt,

Du som er fra evighed til evighed.

Amen.

Fredag den 8. maj 2020. Bededag i en coronatid

 

Vi må tænke på sognets mange konfirmander. 80 unge forventningsfulde og videbegærlige konfirmander skulle have været konfirmeret i denne weekend. Deres store festdag er nu udsat til september.

I skrivende stund ved jeg ikke, hvad sundhedsmyndighederne/regeringen melder ud omkring, hvad der skal ske efter den 10. maj: kan vi mødes til gudstjenester? Er kirkedørene åbne for individuel bøn? Jeg folder hænderne og beder en bøn ihåbet om og glæden ved, at ”det bliver godt igen” – og vi glæder os!

Hvis vi kunne mødes til gudstjeneste Bededag, så skulle vi synge fra salmebogens nummer:

496 ”Af dybsens nød”

289 ”Nu bede vi den Helligånd”

586 ”Stol du kun på dit Fadervor”

588 ”Herre, gør mit liv til bøn”

584 ”Beder, og i skulle få”

Husk salmerne og teksterne findes på: www.salmebogenonline.dk

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Matthæusevangeliet 7,7-14

Refleksion:

Vi kender den alle sammen, ja, vi kender den til hudløshed: Vi kender dens blå farve og dens hvide streger. Vi kender og genkender den på afstand og tæt på. Vi kan lukke vores øjne og se den for os, vi kan holde os for ørerne og stadig høre dens budskab.

Det er desværre hverken farven på den smukke anemone eller lyden af den lille lærke, jeg tænker på – men Sundhedsstyrelsens velkendte plakat med de forholdsregler vi alle bør følge for at undgå smitte med Coronavirus. En plakat med et budskab der i denne tid overdøver meget andet, en plakat, der på én og samme tid opfordrer til en stærk fællesskabsfølelse, hvor vi skal passe på hinanden, mens den samtidig spreder enorm ensomhed, bekymringer og angst ud over rigtig mange mennesker – for vi skal VÆRE sammen, vi skal STÅ sammen og vi skal HOLDE sammen – så længe vi gør det hver for sig.

”Vask dine hænder tit eller brug håndsprit” – det er plakatens første budskab. Vores hænder har fået en central rolle i krigen mod Corona, som et ”farligt” våben, når det handler om spredning af smitte. Så vi spritter dem af, dels for at passe på os selv, men i høj grad også for at passe på hinanden.

Men i dag kunne jeg godt tænke mig at, at spritflaskens mærkat udskiftes med en mærkat, hvor der står ”Gud”. For hvor den almindelige og efterhånden velkendte håndsprit gør godt for den udvendige kamp mod corona, så nævnte jeg også indledningsvist det paradoks, der har tegnet sig på bagsiden af Sundhedsstyrelsens plakat; et stærke fællesskab på den ene side og den enorme ensomhed og bekymringerne på den anden. For Coronakrisen har ikke kun ført fysiske, synlige kampe med sig, men også en hel del indre kampe med angst, tankemylder, bekymringer, frygt, frustrationer osv. Og det er alt dét, jeg håber, at vi sammen, om end hver for sig, kan få sprittet lidt væk i dag.

Vi kan folde vore hænder i dag og bede:

Kære Gud, vi takker dig for livet, for lyset, for solens varme og fuglenes sang, fordi der er nogen, der elsker os, også selvom de lige nu ikke må være hos os – nogen der elsker os, også når vi ikke er til at holde ud. Tak fordi vi er dine børn lige meget hvad. Vi beder i håber om, at ”det bliver godt igen. Amen.”

Måske ”Gudsspritten” virker. Den letter på tankerne og giver os en pause – en pause i larmen fra den blå plakat, et øjeblik hvor himlen åbner sig i sin svimlende dybde. Hvor Gud åbner sig for sådan nogle små skabninger som os og vores bønner og tanker midt i verdens største sundhedskrise og måske midt i vores egen personlige krise.

En pause hvor intet er for stort eller småt til at ulejlige Gud.

En sprække ind til noget, der er højere og større end os selv og vore egne evner og kræfter. Amen.

 

 

3. søndag efter påske søndag den 3. maj 2020

Kære menighed

”Kære menighed” sådan skrev jeg også i de omdelte refleksioner i sidste uge. ”Kære menighed”, - sådan er det tradition for, at tyske præster begynder deres prædikener: ”Liebe Gemeinde”. For nogen ville den begyndelse på en prædiken overskride intimsfæren – for andre opfattes ”Liebe Gemeinde” inkluderende. I en corona-tid med smittefare, sygdom og risiko for døden til følge er det på sin plads at sende en kærlig hilsen ”Liebe Gemeinde”. Når tiderne er usikre og de fysiske fællesskaber, vi tager som en selvfølge brydes, så er ordet ”kære” på sin plads. Ligesom vi sender mange kærlige hilsner og tanker til hinanden - kærlige hilsner og daglige bønner - måske famlende og stammende - udtrykker vores kærlighed til andre om håb, medfølelse og taknemmelighed.

Kunne jeg i stedet have skrevet ”hej menighed”. ”Hej” bliver brugt af alle: gamle som unge. Det er uformelt. Ordet ”hej” betyder både goddag og farvel. ”Hej” betyder også: ”Hej, her kommer jeg” som en anden tøffelhelt på et æsel, en krage i næven og mudder i bukselommen. ”Farvel”, ”goddag” og ”kære” sætter derimod et ønske for den anden. Jeg ønsker for dig, at du får en god dag – og at du må fare vel ud i verden, og at du og dine kære må trives og leve vel. Der er forskel – stor forskel- så derfor:  Kære menighed, det er 3. søndag efter påske, og hvis vi kunne mødes i kirken, skulle vi synge fra salmebogen nummer:

233 Jesus lever graven brast

613 Herre du vandrer forsoningens vej

332 På Jerusalem det ny

379 Der er en vej, som verden ikke kender

484 Du, som vejen er og livet

Som sidste salme skulle vi synge Mads Nielsens ”En lærke letted” for at markere befrielsen den 4.-5. maj 1945 –trængslernes tid afløses af lysere tider, som vi også tydeliggør med levende lys i vinduerne på befrielsensaftenen her 75 år efter befrielsen.

Husk man kan på www.salmebogenonline.dk finde tekster og melodier

 

Dagens evangelium er fra Johannesevangeliet og lyder sådan her:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«

 Johannesevangeliet 14,1-11

Kære menighed

Jesus siger: ”goddag, farvel og kære alle”. Vi hyldede Jesus palmesøndag og spiste sammen med ham skærtorsdag, skældte ud og buede langfredag, græd påskelørdag og var forundrede og frydefulde påskesøndag. Jesus sagde: ”goddag, farvel og på gensyn kære menighed”. Vi responderede med et ”hej, hej”. Han kom igen. Møder os i verden igen og præciserer, hvem han er, og hvad han kan. Jesus er Faderen og Faderen er Jesus, og vi er hans kære menighed. Hvis vi, ligesom Thomas og Filip, ikke kan rumme den meddelelse, så må vi have tillid til, alt hvad Jesus har gjort og, hvad han har bedrevet. Det sidste vi må er at forfærdes. Vi må ikke gøre vores hjerte hårdt, så vi isolerer os fra andre. Vi skal vedvarende lade blodet pumpe rundt i vores krop, så vi får røde kinder og lysende øjne – også i en coronatid! I en sådan tid må vi have øje for hinanden på andre måder end den fysiske. Gennem forbøn, bøn, telefonopkald, sende et postkort og sende en kærlig hilsen! Amen.

 

Bøn:

Gode Gud, himmelske Far

Du, som kender vores hjerte og elsker os, som vi er. Vi kommer til dig nu i en tid, fuld af uro og bekymring.

Din Søn, Jesus, siger til os, at vi trygt kan følge dig i sandheden, følge dig på vejen og lægge mit liv i dit liv – også når vi er utrygge og frygter nutiden og fremtiden. Hjælp os til at lægge vores liv i dine hænder i tillid til, at dér er godt og trygt at være.

Vi beder for dem, vi kender og elsker, og dem vi ikke kender og ikke bryder os om. Vi beder for dem som er syge eller særligt udsatte, og vi beder for alle dem af os, som er ramt på forskellige måder, enten fordi vi har mistet vores arbejde, eller økonomien er ødelagt, har alt for travlt eller sidder ensomme derhjemme. Herre, vi beder om din hjælp i alle de udfordringer, vi hver især står i lige nu. Hjælp os til at række ud til hinanden i omsorg og kærlighed på afstand.

Vi beder for alt sygehus- og sundhedspersonale og alle der arbejder i vores samfund for at hjælpe og opretholde vores liv og velfærd.

Gode Helligånd, vi beder om din styrke, udholdenhed og visdom i denne svære tid, og fremfor alt så beder vi dig, at du vil bevare os i kærligheden til dig og hinanden. Fyld vores hjem med fred og hold os fast i håbet om, at denne krise en dag vil være slut. Og at livet med dig vil fortsætte på den plads, du gør rede for os. Amen

På Torvet (ved Stationsgrillen) i Glamsbjerg er der en Vej-Kirke. På initiativ af Kamilla Jakobsen, bosiddende i Glamsbjerg og kommunikationsmedarbejder i Fyns valgmenighed, har jeg indgået et samarbejde om brugen af vejkirken. I Vejkirken er der bønner, bøger og mulighed for at tænde lys, sidde en stund på bænkene i området og blot være – ønske et ”goddag og et farvel”. Der er håndsprit til rådighed i Vejkirken. Både Kamilla og jeg (og andre) udvikler på ideen og brugen af Vejkirken. Tag et smut forbi…

 

 

 

 

 

 

 

2. søndag efter påske, søndag den 26. april

 

Kære menighed

Det er blevet 2. søndag efter påske. Vi skal læse evangeliet fra Johannes. Evangelisten Johannes har ikke mødt Jesus. Han skriver sit evangelium efter Jesu død ud fra mundtlige overleveringer. Johannesevangeliet er skrevet på et enkelt oldgræsk, et let sprog med et begrænset ordforråd, men man må ikke tage fejl. Johannesevangeliet er fyldt med billeder og dermed fortolkninger og abstraktioner, som kan volde besvær.

Hvis vi kunne mødes i kirken, skulle vi synge fra salmebogens nummer:

749 I østen stiger solen op

238 det er så sandt at ingen så

168 Hyrden er én

663 Gud Herren er min hyrde god

31 Til himlen rækker min miskundhed, Gud

Husk man kan finde salmernes tekster og melodier på: www.salmebogenonline.dk

 

Søndagens evangelium lyder:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

 Johannesevangeliet 10,22-30

 

Jeg har ledt efter et billede, jeg synes var passende til i dag. Et billede som både støttede evangeliet og fangede vores opmærksomhed. Det oplagte valg ville være en hyrde med en fåreflok – og de billeder er nemme at finde på internettet – og endnu nemmere er det at finde et sødmefuldt billede af Jesus, som sidder med et får – et lam – i favnen. Det hele er idyl og verden og tilværelsen er i smuk harmoni, som vi helst vil have det.

Men er det egentligt dét, evangeliet handler om? Nej, jo flere gange jeg læste evangeliet, desto sikrere blev jeg på, at det var jødernes spørgsmål, der er interessant. Det er så fristende at fokusere på Jesu svar til jøderne, hvor han taler om hans kendskab til fårene (”den rette troende menighed”) der adlyder faderen altså hyrden, som er Jesu/Gud. Det er Jesu svar, vi drages af, og det er Jesu svar der oftest får mest opmærksomhed.

I dag vil jeg hellere give spørgsmålet opmærksomhed. Det er i spørgsmålet spændingen og intensiteten ligger. Hvis vi kunne stille Jesus et spørgsmål i dag, så var det jødernes spørgsmål, vi ville gentage. For, hvad er det jøderne spørger om? De spørger, hvem Jesus er. De spørger om, hvem Kristus er. De spørger efter hans myndighed og magt. De spørger, hvem er du? De vil bare gerne have et klart svar – ligesom vi!

Svarer Jesus klart på, hvem han er? Nej. Derfor spørger vi også i dag. Også vi, ligesom jøderne i dagens evangelium, har en tendens til at danne en menneskelig trusselsmur om et menneske, vi ikke forstår, eller ved hvem er; vi danner mure, når vi ikke forstår, hvorfor det mennesker siger, handler og tænker som vedkommende gør. Vi slår ring om et menneske; vi sætter en menneskelig mur op omkring det menneske, vi ikke forstår. Vi peger ofte fingre eller truer med knytnæven eller vender ryggen til, udskammer på Facebook eller ryster på hovedet af det menneske, vi ikke forstår. Vi rubricerer hellere i sorte og hvide får – de gode og onde mennesker. Vi udskammer og slår åndeligt ihjel. Hvem mon danner den korte skygge i tilværelsen for sig selv og andre? Hvem mon danner den lange skygge i tilværelsen for sig selv og for andre? (se billedet)

MEN, vi kunne jo også spørge: ”Fortæl mig hvad du mener? Fortæl hvem du er? Fortæl hvordan du tænker og hvorfor? Jeg er nysgerrig på dit liv – også når dit liv forandrer sig.

Svarer Jesus klart på, hvem han er? Ja. Han er den, som gør, hvad han siger. Alt det, han har gjort, og som alle er vidner på, medens han vandrede på jorden, og inden han opstod til Himlen.

Han fortæller, at alle kan være hans får, men ikke alle ønsker det – endnu…

 

Bøn: (fra ”Gudstjenestens bønner II” side 80, redigeret):

Gode Gud

Vi takker dig, fordi du kommer til os som den store hyrde, og vi beder dig:

Lad os aldrig tvivle på, hvem du er. Lær os at have fred med andre mennesker og os selv

Hold vores sanser åbne, så vi er nysgerrige på andres liv og ikke danner menneskelige lydmure. Åbn vore sanser så vi hører din stemme og mærke trøstens hyrdestav, som du har givet os i hånden.

Lad os altid være hjemme i dit hus

Fader, Søn og Helligånd

Livets Herre. Amen.

 

 

Refleksioner i en corona-tid

Kære menighed

Jeg håber, at du/I kan holde hovedet og modet oppe! Jeg håber inderligt, at kirkedøren igen snart – meget snart- kan åbnes. Om ikke andet så for at kunne sidde en stund i kirken, bede en bøn, tænde et lys – ja, for blot at sidde og nyde kirkerummets puls.

Vi er på den anden side af påskedagene og alligevel spiller påskens begivenheder med alle søndage, for påskens begivenheder er fundamentet for al kristenhed.

 

HVIS vi kunne mødes i kirken til gudstjeneste skulle vi synge salmebogens:

408: ”Nu ringer alle klokker mod sky

292: ”Kærlighed og sandheds Ånd”

300: ”Kom sandheds Ånd og vidne giv”

227: ”Som den gyldne sol frembryder”

247: ”Jesus som iblandt os står”

236: ”Påskeblomst hvad vil di her”

Husk, salmetekster og melodier kan findes på www.salmebogenonline.dk

  

 1. søndag efter påske, søndag den 19. april 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

 Johannesevangeliet 21,15-19

 

Refleksion:

I søndagens evangelium er det ellers en noget resigneret og mistrøstig discipel, vi møder. Peter står på sit livs absolutte nulpunkt. Han var apostlenes førstemand. Den første, der havde adlydt Jesu ord: ”følg mig.” Den første, der havde bekendt sig til Jesus som den levende Guds søn; - og derfor fået tilnavnet, Peter, som på oldgræsk betyder ”klippen”. Den klippe Jesus ville bygge sin kirke på. Men Peter var også tumpen, der prøvede at gå på vandet og faldt pladask igennem. Og Peter var også den, der ville hindre Jesus i at drage mod lidelsen og døden i Jerusalem i påsken. Tilmed var han bralrende og stor i slaget. Da han skærtorsdag havde bedyret, at han aldrig i evighed ville svigte, men om nødvendigt gå i døden for Jesus, havde han taget munden for fuld. Inden hanen havde galet to gange, havde han fornægtet Jesus tre. Natten til langfredag  hvor troen skulle stå sin prøve, hvad var der da blevet af den klippefaste tro? Simon Peter svigtede, da det gjaldt.

Fortvivlelsen nager, og Peter har selv draget konsekvensen. Han har forladt Jerusalem, og er vendt hjem til Galilæa og genoptaget sit liv som fisker. Her ved slutningen af fortællingen om hans følgeskab med Jesus, er vi nu tilbage ved udgangspunktet, ved begyndelsen. Hjemme på søbredden i Galilæa møder Jesus igen Simon Peter

Jesus og Peter har et mellemværende, der skal afklares. De kan ikke bare mødes, som om alt er som før. Og Jesus går lige til biddet. Ikke mindre end tre gange, stiller Jesus det spørgsmål, der stikker kniven direkte i Simon Peters åbne sår: "Simon, elsker du mig?"
For hver gang Jesus stiller spørgsmålet afdækker Jesus Peters kærlighed som hul. Peter vil gerne elske, vil gerne sætte liv og vilje ind på det, men kommer til kort gang på gang.
Jesus kunne godt nøjes med at have sagt: "Dine synder er dig forladt". Det havde været nok til, at Peter ikke skulle tro sig forkastet, fordømt og fortabt. 

Men Guds tilgivelse er mere end store og dyre ord. Han tilgiver ved at vise den skyldige tillid, ved at betro den utro/fornægtende en opgave. Jesus benåder sin svigefulde discipel med tre tillidserklæringer: "vær hyrde!" Peter tages altså til nåde ved at få at vide, at Jesus, trods Peters svigt, stadig tør vise ham tillid. Simon Peter sættes tilbage i det liv, der var gået i stykker. Det, der lignede slutningen, bliver en ny begyndelse. Nulpunktet bliver til vendepunktet.

Peters liv er vidne om, hvilken forskel Guds nåde og syndernes forladelse gør. Syndernes forladelse, Guds frelse, er på ingen måde afhængig af os. Der er en pointe i, at Jesu tilgivelse af Peter kom i form af en opgave: ”følg mig.” For Peter voksede ved, at Jesus igen stillede krav til ham. 

Hver gang vi tager den virkelighed til os, så lever Guds ord i os, og så kan også vore nulpunkter blive til vendepunkter, der giver nyt livsmod. 

 

 

Bøn: (fra ”Gudstjenestens Bønner II” side 78)

Jesus Kristus, du blev naglet til døden men kunne umuligt holdes fast på korset.

Nu har du lovet at tage os med bort fra de dødes rige, og derfor bor vore kroppe i håb.

Følg mig, siger du, og vi vil gerne, men svigter for tit.

 

Vi beder dig:

Led os ind på livets veje, og lær os at gå uden tøven. Mind os om at du altid går foran, og at de røde sår på din krop er tegn på, at du har os kær og aldrig mister tilliden til os.

Lær os at træde i dit sted og bruge vores kroppe som skjold for hinanden.

Tag vores frygt for døden væk,

Fader, Søn og Helligånd, livets Herre. Amen

cookie information